Indstil din startside
HotStart
Ugens horoskop
Velkommen til vores horoskop side. Horoskopet skal ses som underholdning, og ikke som et udtryk for råd, vejledning eller spådom.

Generelt om stjernetegnet for løven

Løven er et kreativt, dramatisk og viljestærkt tegn.

Løven er, mandlig eller kvindelig, en jaloux kat og vil ikke tillade mindre småkravl at efterstræbe hans udkårne mage.

Han kan være meget påfaldende og ikke så lidt grov i sin måde at fornærme og bortvise udfordrere på.

Temperamentsfulde, impulsive og højrøstede, som de er, tiltrækker de sig opmærksomheden i ethvert selskab.

Deres styrke ligger i evnen til at dramatisere deres personlighed. Men her finder vi også deres største svaghed, forfængelighed. De er fortabte uden deres publikum.

Løven ser sig selv som personificeret hæder, ære og redelighed.

Selvtilliden er enorm.

De anser sig selv for at være de fødte aristokrater og behandler andre derefter. Virkelige aristokrater eller ej, Løven er et i alle henseender generøst tegn, når det gælder tid, penge, viden og følelser, uden at tænke på at få renter af den indsatte kapital.

Løven nyder at se sig selv som suveræn, som en konge. Og hvordan skulle det dog gå, hvis Guds repræsentant på jorden bekymrede sig om småting? Nej, Løven er de store liniers livskunstner, hvad enten han er kunstner af erhverv eller ej.

Løven kommer frem i tilværelsen ved egen kraft. Løver er yderst ærgerrige og handlekraftige, de kan ikke udholde tanken om, at deres succes skulle være fremkaldt ved andres hjælp.

De afskyr gentagelser, og hvad de end gør, gør de det perfekt første gang. At øve og atter øve ville skade deres selvfølelse i den grad, at de ikke ville kunne holde det ud. Kedeligt mekanisk monotomt arbejde går ganske enkelt ikke i spænd med Løvens selvopfattelse.

Løvekvinder ses ofte sammen med en blid og behagelig og grundlæggende ubeslutsom mand, som ligger for deres fødder og tilbeder dem og giver dem den hengivenhed, de har så hårdt brug for og som også er villig til at lade sig forme.

Mange løvekvinder er bange for stærkere mænd, fordi de har behov for at dominere, og det kan skabe et stort problem, fordi det samtidigt med, at det tilfredsstiller de løveprægede behov, fornægter de feminine.

Hun tager alt for ofte ansvaret, træffer beslutningerne, er den stærke partner og bebrejder så vredt manden for at være svag, selvom hun i virkeligheden aldrig har givet ham chancen for at være anderledes.

Tag aldrig, aldrig en løvekvinde for givet. Hun har kløer og er ikke bange for at lave en scene, som ville få mere socialt hæmmede tegn til at blive blege og kolde af skræk.

Hvis Løven havner på en forkert plads i tilværelsen eller på en eller anden måde begynder at føle sit liv mislykket, resulterer det ofte i en arrogant, bombastisk og opblæst attitude, som er nærmest uudholdelig for andre.

Det er vigtigt at Løver finder deres scene i tide, ellers bliver de " utålelige ".
De behøver et forum, hvor de kan regere og dramatisere.

Vil du opnå noget med en løve, må du smigre ham, fortælle hvorfor netop han er den eneste, der kan klare den opgave eller appellere til hans hjælpsomhed.

De passer ind i alle sammenhænge, hvor deres dramatiske og skabende evner kan komme til deres ret, og på poster hvor overblik og lederevner er ønskeligt.

Et par kendte løver:

Alfred Hitchcock, Napoleon, Mick Jagger, Anne Linnet, Bill Clinton, Dustin Hoffman, Madonna, Henning Moritzen, Hans Otto Bisgaard, Henry Ford, Fidel Castro, Mussolini.

Skrevet af astrologen Carsten Nørtoft